House of Innovation Demo Options
House of Innovation
Det naturlige sted at starte

Ring: 7070 2800

App Academy er månedens iværksætter

1. november 2014

Alle fortjener at kunne programmere

Da Kristian Langborg-Hansen sagde sit faste job op for at blive iværksætter, var det for at ændre verden. I dag driver han virksomheden App Academy, som har visionen: Alle fortjener at kunne programmere.

På spørgsmålet om, hvorfor programmering er så vigtigt, svarer han: ”Programmering er det sprog, computere ta- ler, så hvis du vil tale med en computer, skal du kunne programmere. Der er computere overalt – i din bil, din telefon, i parkeringsautomaten – og der kommer kun flere og flere. Derfor er det vigtigt at kunne programmere.”

App Academy tilbyder it-kurser til de fleste. Der er specialiserede kurser til it-eksperten, som skal i gang med app-udvikling, til ledige der gerne vil omskoles til app-udviklere, og til lærere og forældre, som gerne vil lære børn om programmering. Og programmering for børn har en særlig plads i Kristian Langborg-Hansens hjerte.

Han fortæller: ”Den verden, som venter de, der starter i skole i dag, vil være fyldt med computere, og børnene vil enten mestre dem eller blive slaver af dem. Programmering bliver en grundlæggende færdighed for at klare sig i samfundet og for at tilegne sig ny viden. Det handler ikke bare om at lære at programmere, men også at programmere for at lære. Kan man ikke styre computeren og få den til at løse de opgaver, man har, bliver man begrænset til kun at løse sine problemer på den måde, andre har programmeret.”

Kristian Langborg-Hansen understreger, at det ikke drejer sig om, at alle børn skal blive softwareudviklere – lige så lidt, som vi underviser alle børn i dansk i forventningen om, at de alle bliver forfattere.

Kristian startede App Academy den 1. august 2014 og ansatte samtidig sin første medarbejder. På spørgsmålet om, hvorfor Kristian valgte fra start at flytte ind i House of Innovation siger han: ”Der er mange grunde, men faciliteterne og det inspirerende miljø er især interessant, når man ansætter en medarbejder – der er ”kolleger” og netværk fra start, som gør det nemmere at vokse.” Og fortsætter: ”Den store diversitet i huset med forskellige brancher, aldre og køn har vist sig at være et endnu større plus end forventet.”

Print Friendly, PDF & Email