En Iværksætterhistorie om et iværksætterhus

Min kollega Esben Padkjær og jeg købte i oktober 2017 iværksætterhuset House of Innovation i Kolding.

Ordsproget om, at det ikke altid går som præsten prædiker, er meget rammende for ejendomsudvikling. Og casen om House of Innovation blev absolut ingen undtagelse.

 

Både Esben og jeg kendte begge iværksætterhuset House of Innovation, da vi som mange andre havde modtaget iværksætterrådgivning i huset for år tilbage. Derfor var forventningen, at vi skulle møde en masse unge startups da vi trådte ind i huset.

Vi blev mødt af en gruppe engageret lejere, som holder meget af huset og det fantastiske miljø, de har skabt gennem årene. Det var lejere hvor Boston modellen ville vise, at de havde fyldt stalden godt op med malkekøer.  Man skulle kigge langt efter et CVR nr. der var yngre end 5 år.

I praksis var der stille og roligt sket det, at mange af de iværksættere der var startet ved en skrivebordsplads, havde udviklet sig til succesfulde virksomheder med flere ansatte og gode omsætninger. Nogle havde haft held med, at finde større lokaler i ejendommen. Mens andre havde været nødt til at flytte.

Det var sådant set en succes historie for et iværksætterhus

Ifølge lejerne havde de tidligere ejere af huset, ikke haft nok fokus på kontorhotellet. Det skyldes formentlig opstart af andre projekter uden for huset.

Men det havde resulteret i, at der ikke var kommet nye iværksættere ind på kontorerne og efterhånden var der opstået et tomrum.

 

Når en dør lukkes, åbner der sig en ny…

For Esben og jeg var ovenstående udvikling en mulighed for, at finde en ny plads i et interessant marked. Vi fandt hurtigt ud af, hvor privilegerede vi er med overtagelsen af House of Innovation.

For vores lejere er knalddygtige forretningsfolk og iværksættere. Der er skabt en fantastisk kultur i huset, hvor man hjælper hinanden og støtter op om nye initiativer og nye tilkommende.

Det mærkede Esben og jeg med det samme vi blev en del af huset. Forretningsindehaverne i huset, har givet os en kæmpe starthjælp i udviklingen af et nyt House of Innovation.

Vi betragter os ikke længere som et iværksætterhus, men et erhvervshus, hvor der er plads til forskellighed. Flere nye virksomheder er rykket ind i huset og i dag har vi en mangfoldighed af forskellige typer virksomheder og iværksættere, hvilket skaber et kreativt og inspirerende miljø.

Konkret har vi iværksat fem nye initiativer  

-Vi sænkede priserne og indførte en ny attraktiv prisstruktur, der følger virksomhedernes udvikling.

– Vi har valgt, at satse på et højt serviceniveau, men på en mere økonomisk bæredygtig facon.

– Vi har udført en omfattende renovering med inspiration fra tiden hvor ejendommen husede en afdeling af Nationalbanken. Bl.a. nye mødelokaler, lounge m.m.  

– Vi går fra at være et iværksætterhus til et erhvervshus. Her kan modne iværksættere og virksomheder leje kontorer i stabile rammer, i et innovativt og hyggeligt arbejdsmiljø.

– Vi har iværksat et nyt koncept i stueetagen der skal være med til, at skabe mere fællesskab og liv til huset.

 

I dag er vi 26 virksomheder og organisationer i huset og over 90 % af arealet er udlejet.

Vi glæder os til at fortsætte den positive udvikling og være med til at skabe mere liv i Kolding bymidte.

 

De bedste hilsner

Esben Padkjær og Nicolaj Ærøbo Ebbesen